dsc_3438webVi ved godt alle hvad han står for, den gode Christian Rasmussen. Fight til den bitre ende. Han hader at tabe, og vil gøre alt for at få succes. Der brænder en ild for at komme først. En ild der på alle måder overgår frygten for fiasko. Og det så vi tydelige beviser på i denne weekend. For uden sammenligning stod Christian for den mest dedikerede og viljestærke indsats af alle.

Det startede ellers lidt sløjt, for tidtagningen var ikke noget at råbe hurra for. Christian er ikke vant til at ligge og rode omkring P5. Men det var som om at regnvejret drillede lidt. Så han måtte tage til takke med det resultat. Men det betød nu ikke at han satte den blå racer i frigear i heat 1. Selvom han var sikret 2. pladsen i mesterskabet, så kan man altid regne med at Christian kører for at vinde. Og denne gang var ingen undtagelse. Han gav den fuld gas fra start, og snuppede en enkelt placering i starten. Og senere fik han kontakt med Frederik Vesti. Og her formåede han at smutte for Frederik allerede på 3. omgang. Og da Frederik ikke helt formåede at holde trit med ham, kunne han cruise en flot P3 hjem.

Men Christian var slet ikke tilfreds. Han ville have mere metal med hjem. Og det fik han. Han leverede en kanonstart og strøg forbi både Daniel Lundgaard og Casper Pilgaard inden 1. sving. Og så indledte han en intens kamp med sin evige rival, Daniel Lundgaard. Og de trak hurtigt fra de andre i feltet. Og da Daniel Lundgaard fik defekt på 10. omgang kunne Christian igen cruise raceren over målstregen, denne gang til en plads øverst på podiet.

I sidste heat var der dømt drama for alle pengene. Selvom Christian startede forrest og Daniel Lundgaard bagerst, så blev det de to, der kom til at kæmpe om sejren. Allerede på 6. omgang var Daniel kommet helt frem til 2. pladsen, lige bag Christian. Og alle ventede bare på at han skulle snuppe førstepladsen fra Christian. Og faktisk lykkedes det også for ham, med 2 omgange igen. Og det var nu klart at Daniel Lundgaard ville vinde heatet. Men man havde gjort regnskab uden Christian Rasmussen. For den viljestærke københavner nægtede at give op. Og da Daniel sløsede lidt i det allersidste sving, huggede Christian flot til, satsede hele butikken, og smuttede forbi, og kørte de sidste 30 meter til målstregen til et stort jubelbrøl fra teamet, forældre og gode venner. Fantastisk afslutning på sæson 2016, der på alle måder kunne koges ned til netop dette sidste sving. Utrolig tæt ræs, og med masser af flotte og velgennemførte overhalinger fra hele feltet. Nu går sæsonen på hæld, og der skal forberedes til næste sæson.