Det er ikke de store armebevægelser der kendetegner den stille østjyde fra Hadsten. Og det er såmænd heller ikke nødvendigt for at blive noget stort. 

En hverdag der er delt ligeligt mellem gymnasiet, vennerne og racing, kræver en struktur af de mere stramme. Og det magter Martin til fulde. Han er fast besluttet på at vise at han kan køre med om placeringerne. Denne første sæson er det planen at han skal lære bilen godt at kende og høste vigtig erfaring. Og derefter vil han gå efter en topplacering i næste sæson. 

Og man kan jo kun sige at han startede stærkt. Lørdagens træning satte han 4. hurtigste tid, uden at prange. Men da tidtagningen stod for døren, havde han og teamet lige skruet lidt op for gassen. Og selvom det stadig kun blev til P4 på startgridden, så havde han lige barberet et sekund af træningstiden. et stærkt statement af den stille rookie. 

Og 1. heat fortsatte de gode takter. Og selvom gearskiftet ikke helt sad i skabet endnu, og han røg tilbage en enkelt plads i starten, så bevarede Martin roen, og fik sig kæmpet tilbage til P4. Han havde et godt hul, til den næste bagved. Og da en af de forankørende fik tekniske problemer og måtte udgå, var det bare med at holde hovedet koldt og køre en komfortabel P3 hjem til det ternede flag. Et fantastisk resultat i debuten i formelsporten. Og smilet var da også svært at tørre af Martins ansigt efter heatet.

Det skulle dog vise sig at blegne lidt i heat 2 der på alle måder er et heat der bare skal glemmes i en fart. En dårlig start sendte ham ned på en P6. Herfra kæmpede han bravt, men kunne ikke rigtig finde farten i bilen. Og en kørerfejl på sidste omgang, gav ham en snurretur, og det betød at han desværre endte på sidstepladsen i heatet. Ikke tilfredsstillende, men Martin vidste jo godt at det gjaldt om at tage læring med derfra, så da den værste skuffelse havde lagt sig, var han fattet i sin analyse af heatet. Og han var fast besluttet på at sluttet første afdeling solidt.

Og selvom han stadig kæmpede med at få fart i bilen så viste han stabil kørsel og sluttede heat 3 på en godkendt P6.

Selvom weekenden har været lidt af en rutsjebanetur, så er Martin rigtig godt tilfreds med udbyttet. Nu er det tilbage til lektier, fitnesscenteret og der skal også testes en del inden næste afdeling der først er d. 10.-11. Juni på hjemmebanen Ring Djursland.