Efter en karriere der senest har budt på ikke mindre end 4 danmarksmesterskaber i Gokart, så var Alexander Müller helt klar på at tage det næste skridt, nemlig et skridt ind på Formelscenen. Og han var ikke i tvivl om at Danmarks hurtigste racerklasse  – Formel 5 var klassen for ham. Op til sæsonstarten var det dog ikke blevet til det store antal testdage, men de test der havde været, viste gode tider. Så Alexander var topmotiveret og følte sig godt forberedt til første afdeling på Jyllandsringen. Men det gik dog ikke helt som forventet.

Først måtte Alexander og resten af Formel 5 feltet uden varsel montere restriktorer i bilerne, da DASU’s banesportsudvalg frygtede at Formel 5 bilerne ville køre fra den nye klasse, Formel 4. Det skabte en del frustrationer, da det gav en lang række ubesvarede spørgsmål og usikkerheder. Det gav også en konkurrenceulempe, da det kun havde været muligt for 3 kørere at teste med restriktoren op til første afdeling. En noget uheldig situation, som gav Alexander en noget træls optakt til løbsweekenden. Han forsøgte dog at flytte fokus på tidtagningen. 

Den forløb nu ikke helt som håbet. Han havde svært ved at finde en at køre bag, og fik på den måde lært nogle nye dagsordener at kende. Nemlig at der i Formelsporten ikke er helt de samme fordele for at blive hjulpet af andre kørere. Han blev også fanget i e afkørsel, der betød masser af snavs på banen og derfor ikke en rigtig god mulighed for at sætte en god tid. Det blev til P7, og det var en noget frustreret Alexander der kom tilbage til teltet. 

Det skulle dog vise sig at blive værre endnu. For på anden omgang i heat 1, blev Alexander påkørt bagfra af en anden kører, fik luft under alle hjul og blev sendt baglæns ud i sandkassen. Og derfor røg hele feltet forbi. Men han kom dog fri af sandkassen og fra en sidsteplads måtte han arbejde sig op i feltet, med en lettere skadet bil. Han kæmpede flot og endte på sin startplacering P7. Så måtte man jo også forestille sig at uheldet stoppede, men det var desværre ikke tilfældet. For selvom bilen blev gjort klar, henover natten, så fik Alexander nøjagtig samme tur igen, denne gang af en anden kører. Heatet gik dog væsentlig bedre og han endte på en godkendt P5.

Heat 3 blev en lang kamp om placeringer. Og da der kort inde i starten kom saftycar, blev det svært at få tid til for alvor at gøre sig gældende. Heat 3 ender derfor på en skuffende P7. Ikke den debut der var håbet på, men det ændrer ikke ved at Alexander er top klar til næste afdeling i den kommende weekend.