Morten Dons, Struer, var en af sidste års mange debutanter i Formel Ford, og efter en sæson bag rattet af en Zetec-racer kører han i år i en Duratec-motoriseret Van Diemen RF06, og her fortsætter han de gode takter.
På Ring Djursland scorede han således sine bedste Formel Ford-resultater til dato. Det blev til to andenpladser samt en fjerdeplads. Sidstnævnte kunne ifølge teamet godt være blevet til en pokalgivende placering.
”Morten holdt tredjepladsen lige indtil sidste sving, hvor han blev overhalet i gul flagzone, hvilket var en ulovlig overhaling. Uheldigvis for Morten havde løbsledelsen ikke set overhalingen, og Morten måtte derfor nøjes med fjerdepladsen,” hedder det i en pressemeddelelse fra DP Engineering.
Udover en tredje pokal kunne løbsweekenden også have endt med Struer-kørerens første sejr. Fra en startposition som nummer to gik Morten Dons nemlig i front for det tredje og afsluttende heat, men en fejl betød, at Steffen Møller, Århus, kunne smutte forbi og vinde i stedet for.
Fotograf: Henning Smed.