Det blev erkendelsens time for Christian Rasmussen på Jyllandsringen. Han gav alt hvad han havde og lod intet være uprøvet. Men lige lidt hjalp det. En stærkt kørende teamkammerat Daniel Lundgaard, løb med alle 3 heatsejre. Og med en afstand på nu 100 point, og kun 125 point at køre for, så ser opgaven næsten umulig ud for den unge fartglade københavner.
Christian kæmper selvfølgelig til sidste chance er væk, men han er så småt begyndt at indstille sig på, at denne sæson slutter med en P2. Og det er han rigtig godt tilfreds med, sådan overordnet set.
– Hvis du havde spurgt mig inden sæsonen, så ville jeg gerne have solgt denne sæson for en samlet 2. plads. Og det er jo også derfor jeg tager det helt afslappet. Som tingene har udviklet sig, kan jeg godt se at jeg virkelig har forbedret mig, og egentlig har jeg bevist at jeg pt er lige så stærk som Daniel Lundgaard. Så jeg er vildt tilfreds.
Det første heat var der virkelig kamp til stregen, og de tre kørere i front, holdt snor i hinanden. Og med en afstand på 1/10 sekund mellem P1 og P2 var der virkelig ræs for alle pengene. Men Christian sluttede som han startede, nemlig som P2.
2. heat var der straks mere dramatik. Christian var hurtigt fremme i starten og smuttede forbi Lundgaard. Og en lang placeringskamp begyndte. Men først på 5. omgang lykkedes det Lundgaard at slippe forbi. Kampen fortsatte helt til målstregen, hvor margin igen var lille. 3/10 sekund var afstanden mellem de to kamphaner, da de krydsede målstregen, med Lundgaard forrest.
I heat 3 var det lidt som om Christian tabte pusten. For selvom han endte som P2 igen, så var det med 3 sekunders afstand denne gang. Og med de tre gange P2, må Christian erkende at chancen for den samlede sejr i klassen er rykket langt væk. Men han vil naturligvis jagte den lille chance, uanset hvad.
Om lidt drager Christian igen mod det jyske, denne gang skal han kæmpe på den velkendte Padborg Park. Og her håber han på, endeligt at sikre sig den samlede 2. plads. Og mon ikke det nok skal lykkes.
Ses vi? Ja mon ikke!