Sådan skulle den skæres. Mesterskabet kom i hus i næstsidste løbsweekend, og foran rigtig mange tilskuere på Padborg Park. En helt igennem fantastisk præstation af Daniel, der nu kan cruise sig igennem den sidste afdeling af serien, med et stort smil på læberne.
Som så mange gange tidligere i sæsonen, var Daniel suveræn og snuppede sejre i begge lørdagens to heats. Og selvom der var dømt kamp til stregen fra Christian Rasmussen og Casper Pilgaard, så lykkedes det Daniel at trække væk, og slutte komfortabelt foran nr. 2 i begge heats.
Tidtagningen var en understregning af af Daniel har været den hurtigste gennem hele året. Da tidtagningen var overstået, viste uret, at der var 4/10 sekund til P2. Og selvom det ikke lyder af alverden, så er det meget i dette selskab.
I første heat var det dog Christian Rasmussen, der kom først gennem sving 1. Og det lovede jo godt for spændingen. Men på 4. omgang fik Daniel held til at smutte forbi, og han så sig ikke tilbage derfra. Og selvom mesterskabet i realiteten var i hus efter første heat, så holdt både Daniel og teamet på formerne, og holdt jublen indenfor teamteltes vægge.
Heat 2 skulle køres i lyset fra den sidste sol på et feststemt Padborg Park. Og her lod Daniel ikke nogen være i tvivl om at mesterskabet var hans. Han førte fra start til slut, og endelig fik guldlokkerne lov til at flagre på teamet, der med stor jubel modtog deres mester ved målstregen. En velfortjent hyldest. Og selvom præmieoverrækkelsen først skulle ske efter sidste løb, sent om aftenen, så startede festen allerede da han kørte over målstregen som mester.
Adspurgt om hvad de første tanker var, da han kørte over stregen, udtaler Daniel Lundgaard, således:
Mest lettelse synes jeg, og så selvfølgeligt bare en form for glædesrus. Jeg skal da ærligt indrømme at jeg smilede stort da jeg køre over stregen Det handler mest om alt det arbejde der går forud for sådan en sæson, som nu har tjent et formål, og selvfølgeligt presset for at præstere – hver gang – der forsvinder. Det er bare en speciel følelse når man opnår de mål, som ikke kun jeg selv, men alle de folk som bruger deres tid og energi på at hjælpe mig mod det jeg gerne vil opnå, og så føler man for en gangs skyld at man kan give noget tilbage til de folk, som har slidt og slæbt i et år for at give mig den bedste racerbil og de bedste vinderchancer