Niklas Dall Knudsen, Haderslev, blev søndag middag den syvende kører i denne sæson, som har vundet et løb i den danske Formel Ford-serie.
Sejren blev på flere måder lidt af en forløsning til den unge kører fra RS Competition.
Tidligere på året har han nemlig banket på for at komme helt til tops, men inden weekenden på Sturup Raceway var det blot blevet til en anden- og en tredjeplads. Men også på en anden måde blev sejren en forløsning, for Niklas Dall Knudsen havde ubevist selv smidt værdifulde DM-point overbord i heatet lige inden.
Han havde nemlig været i en duel med Morten Dons, Struer, hvor han havde været så tæt på konkurrenten, at det af de svenske dommere blev takseret til en straf på fem sekunder. Straffen blev vist med det flag, som i Danmark indikerer en stop-and-go-straf, så da Niklas Dall Knudsen var kørt i pit, og det var gået op for ham, at han havde taget fejl, valgte han at stoppe.
Foto: Jan Gripping.