Marco Sørensen, Svenstrup, har i de seneste par sæsoner banket hårdt på døren hos Formel 1-teamene. I de seneste tre år har DR fulgt den talentfulde dansker, og det er der kommet en dokumentar-udsendelse ud af.
Den tidligere Formel Ford har gennem tre år filmet sig selv, og seerne kommer derfor helt tæt på den talentfulde racerkører. Optagelserne giver et sjældent indblik bag kulissen og på den udmattende og udmarvende proces, som Marco Sørensen er igennem for at nå sit store mål – Formel 1. Videodagbogen og de løbende bekendelser til kameraet fra træning, privat og konkurrence giver forståelsen af, at vejen til toppen ikke kun handler om sublime toppræstationer.
Foruden Marco Sørensens egen videodagbog har DR Sportens Niels Christian Jung sideløbende filmet hans indædte fight. Optagelserne er blevet til DR1-dokumentaren ‘Drømmen om Formel 1’. En bevægende fortælling om en F1-testkører, der udadtil lever i en glamourøs verden, men som hver dag kæmper en benhård kamp for at køre sig til de afgørende resultater og velvillighed fra gavmilde investorer.
Dokumentaren er programsat til torsdag den 11. juni klokken 22.45 på DR1.
Foto: Fredrik Clement.