Som den eneste dansker var Frederik Schandorff, Rønde, til start i årets Formel Ford Festival på Brands Hatch, hvor han startede i Duratec-kategorien. Her var køreren i den gule og sorte Mygale-racer med helt i front, og det gjaldt ikke mindst i finalen, som han førte fra start.
”Jeg havde kvalificeret mig til en startplacering som nummer tre, men mine dæk fik rigtig godt bid i asfalten, så jeg i accelerationen op mod første sving kunne køre forbi de to konkurrenter, som var startet foran mig,” fortæller årets bronzemedaljevinder.
”Jeg fik over de første omgange opbygget et solidt forspring, og selv om forfølgerne senere kom tættere på mig, så syntes jeg, at jeg havde styr over tingene. Men så nåede vi op til en langsom kører, som vi skulle hente med en omgang, og lige pludselig spandt han.”
Den uheldige backmarker røg ud på det våde græs, spandt rundt og kurede tilbage på det næste stykke af asfalten. Netop der, hvor Frederik Schandorff kom kørende.
”Jeg havde to muligheder. Enten at køre lige ind i siden af ham eller også at forsøge at komme udenom. Jeg valgte naturligvis det sidste,” siger Frederik Schandorff. ”Desværre var jeg nødt til at sætte det venstre hjulpar udenfor i græsset, og så kunne jeg ikke holde bilen, som til sidst røg ud i dækvolden.”
Frederik Schandorff fik dog bilen tilbage på asfalten, og det lykkedes ham at tage tredjepladsen og komme på podiet.