Første løb var ikke mere end et par hundrede meter gammelt, førend Frank Mortensen, Helsinge, og Niels-Ejnar Rytter, Trustrup, holdt parkeret i sandet med hjulene flettet ind i hinanden.
Begge blev dog klar til andet heat, hvor de også kom op i rækkerne fra deres startpositioner bagest i feltet, men det betydningsfulde avancement blev man først vidne til i tredje og sidste heat.
Her var det egentlig Frank Mortensen, som lå bedst placeret af de to kørere på fjerdepladsen, men efter en fjerdedel af løbet blev han og den forankørende Morten Dons, Brabrand, indhentet af Niels-Ejnar Rytter.
Begge kom forbi Morten Dons, hvorfor deres duel reelt blev en kamp om tredjepladsen efter d’herrer Jesper Egebart og Jacob Nørtoft. Til sidst lykkedes det Niels-Ejnar Rytter at komme forbi Frank Mortensen, at erobre tredjepladsen og at tage sin første pokal i Formel Ford – et resultat, der beviste, at man i en alder af 54 år godt kan køre stærkt!
Fotograf: Henning Smed.