Det blev hans hidtil bedste løbsweekend i Formel Ford, da Frederik Schandorff, Rønde, deltog i årets første mesterskabsafdeling på Ring Djursland. Det blev som bekendt til et hattrick af sejre.
”Det var dejligt at vinde alle tre løb,” siger Mygale-chaufføren. ”Det gav tre store pokaler, men ikke mindst masser af point, så jeg har kunnet udbygge min føring i mesterskabet.”
”Jeg fik også slået Kevin Magnussens banerekord fra 2008 med næsten fem tiendedele. Den nye rekord er jeg meget glad for.”
Mens de to første sejre kom i mål med ganske store margener, så endte hans forspring til Mathias W. Smith, Nibe, i det tredje og sidste heat med at blive meget beskeden.
”Vi var kommet op for at overhale en af de bageste kørere i feltet,” fortæller Frederik Schandorff om sin strategi. ”I min kartingtid har jeg tidligere oplevet at blive påkørt af en overlapper, når vi indhentede de bagerste med en omgang. Jeg forsøgte derfor i alle tre løb at opbygge et stort forspring således, at der var tid til at komme forbi overlapperen på en nogenlunde sikker måde. I sidste løb var Mathias Smith tættere på mig, og da vi gik ud på sidste omgang, forsvandt hele mit forspring, da vi nåede op til en overlapper ned igennem skoven. Dette gjorde de sidste meter mere spændende, end det var nødvendigt, og min sejrsmargen i løb 3 var kun på seks tiendedele, hvor de i de to første løb havde været på 6 sekunder.”
Fotograf: Henning Smed.