Skuepladsen for weekendens DM-afdeling for Formel Ford er et ukendt område for kørerne i Formel Ford-feltet, der derfor har måttet tage alternative midler i brug i deres forberedelser til mødet med Kinnekulle Ring.
”Jeg må forberede mig så godt jeg kan ved hjælp af videomateriale, og hvad jeg ellers kan få fat i, og så tager jeg det ellers som en spændende udfordring. Efterhånden er jeg jo ved at være vant til at skulle lære en ny bane at kende på rekordtid,” siger Jan Jønck, Skjødstrup.
”Det er selvfølgelig rigtig svært at vide præcis, hvad der venter én, når man end ikke har kunnet teste på banen. Omvendt ved jeg, at udfordringen er ens for alle, og jeg tror så meget på mig selv og min racer, at jeg er ganske fortrøstningsfuld. Vi er inde i en god stime, og tingene ser ud til at bevæge sig i den rigtige retning. RS Competition har arbejdet hårdt på at optimere racerne siden weekenden på Padborg Park, og jeg tror fuldt og fast på, at vi nok skal være med fremme på Kinnekulle.”
Foto: janjonck.dk.