Sidste års vinder af Formel Ford-mesterskabet i Danmark, Nicolai Sylvest, Jægerspris, er kommet i virkelig eksklusivt selskab. Sammen med 27 andre unge talent fra 12 specialforbund under Danmarks Idræts Forbund er den unge racerkører blevet udtaget til at blive en del af Team Danmarks talentprogram for perioden 2013-2016.
”Det er ikke hjælp til racerbilen, jeg får gennem Team Danmarks talentprogram, men noget helt andet,” siger Nicolai Sylvest i en pressemeddelelse.
”Jeg får nemlig adgang til alle Team Danmarks ekspertydelser, der består af hjælp, rådgivning og vejledning, og som ellers er noget, der kun er forbeholdt Team Danmarks etablerede verdensklasseatleter. Det bliver simpelthen en uvurderlig hjælp i min videre udvikling.”