Billig race – Nyt koncept i Formel Ford skal gøre klassen mere attraktiv for både unge og gamle
Til 2011 sæsonen har Formel Ford køreforeningen taget drastiske skridt for at gøre klassen mere attraktiv for både unge talenter, der forfølger en international racing karriere, men så sandelig også for det segment, der kører racing for sjov.
Ikke dyrere end 1600 Challenge
Det er næppe nogen hemmelighed at motorsport ikke er den mest økonomiske hobby, men I Formel Ford køreforeningen har vi kikket på, hvad vi kan gøre, for at gøre det så billigt som muligt. Til 2011 lanceres et nyt koncept i klassen, for at tage Formel Ford, tilbage til sine rødder, som en omkostningseffektiv racingklasse. Folk tror ofte at det er meget dyrt at køre Formel Ford, men da dette ikke er tilfælde, er det en fordom vi meget gerne vil til livs. Formel Ford behøver ikke være dyrere end 1600 Challenge, som ellers betragtes som det billigste i dansk banesport.
Hvad indebærer det nye koncept? Svar: Billigere biler + færre dæk = Billigere Race
Kort sagt indebærer det nye koncept, at vi indfører 2 mesterskaber. Der vil nu både blive afholdt et generelt Danmarksmesterskab I Formel Ford, som vi kender det, men også et mesterskab for Zetec biler, der er billigere end de Duratec biler, der ellers køres med i dag. Samtidig indfører vi dæk restrektioner i Zetec klassen, der nærmere bestemt betyder, at det kun er tilladt at registrere 2 dæk per weekend, mod fire i det generelle mesterskab. Dette er muligt da holdbarheden på de Dunlop dæk vi introducerede sidste år, er rigtigt god, og performancen ikke falder ret meget over dækkets levetid. Dette betyder at vi kan skære minimum 4 sæt dæk væk på en sæson.
En af grundene til at vi indfører dette koncept i sammenhæng med Zetec bilerne er, at man kan købe en konkurrencedygtig Zetec bil for ca. DKK 50.000, mens en brugt Duratec bil koster mellem DKK130.000 – 200.000.
Vi har også indført, at man skal smide sine to dårligste heats væk i mesterskabet, for ikke at ødelægge mesterskabschancerne for dem der pga. økonomi bliver nødt til at skære en afdeling væk.
Forskellen på Zetec og Duratec biler
De to biltyper er stort set identiske, og den største forskel er motorerne. Zetec motoren er en 1800cc Ford motor med ca. 150 HK, mens Duratec motoren er en 1600cc med ca. 160 HK. Duratec bilerne er marginalt hurtigere, og hvis man kikker på banerekorderne for de to biltyper, vil man opdage, at det i sandhed er marginalt. På Ring Djursland er forskellen 0,272 sek., på Jyllandsringen 0,568 sek., mens den på Padborg Park er størst med en difference på 0,768 sek. Som dette illustrerer, mister man ikke noget af oplevelsen, ved at køre en formel racer, i en Zetec bil.
Hvem kan køre Formel Ford?
Formel Ford er en klasse der henvender sig til mange forskellige aldersgrupper. Klassen har ry af, at kun at være for teenagere der jagter en international racing karriere, og selvom Formel Ford er en af de bedste skridt videre for gokart kørere, så er klassen også for folk med lidt mere livserfaring. I 2010 sæsonen var over 1/3 af kørerne således over 35 år mens klassens ældste kører er over 50 år.
Hvad Koster en Sæson?
Alle beløb er eksklusiv moms
Tilmeldingsgebyr for 8 afdelinger: 3000 x 8 = 24.000
Tilmelding til serien : 2.000
Dæk, ca. 4.000 pr sæt, 4 sæt pr. sæson: 16.000
Brugte dæk 1.000 pr sæt, 4 sæt pr. sæson: 4.000
Olieprodukter, bremsevæske og lignende: 2.000
Bremse klodser og skiver 1 sæt skiver, 2 sæt klodser ca. 3.200
Benzin til raceren for 8 weekender: 400 x 8 = 3.200
Diverse ca. 2.400
Motorrenovation (ca. 10.000 hver 3. sæson) 3.300
Total med nye dæk ca. 66.100 (+moms)
Total med brugte dæk ca. 44.100 (+moms)
Hertil kommer så transport, eventuelt telt samt afskrivning af raceren.
Kan man lære at skrue på en Formel Ford?
Mekanikken på en Formel Ford er meget simpel. Motorerne er næsten standard, kræver sjældent arbejde, og kan køre sæson efter sæson, bare man skifter olien en gang imellem. Hvis man skulle være så uheldig at bukke et hjulophæng, hvis man kører af banen, så er skiftning heraf faktisk væsentligt mere simpelt end på en standardvogn.
Vi skifter gearing i gearkassen, afhængig af hvilken bane vi skal køre på, og det er ikke noget man skal frygte. Det er en meget simpel gearkasse, der faktisk ikke kan samles forkert. Det kan gøres på en halv time, selv uden at man skynder sig.
Hvis man har lidt almen teknisk snilde behøver man ikke ar være mekaniker, eller at have en med, for at skrue på sin Formel Ford. Det er meget simpelt.
Har du mod på at køre en rigtig formel bil? Hvem skal du kontakte?
I Formel Ford køreforeningen forstår vi ikke, hvorfor der ikke er flere, der kører Formel Ford, når klassen er Danmarks hurtigste racerklasse, og at man kan deltage i klassen for det samme budget eller måske endda mindre end de fleste andre klasser. Fart oplevelsen i en bil der accelerer fra 0-100 på under 4 sekunder er fantastisk, og føles bare lidt vildere, når man sidder 5 cm over jorden, og man kan mærke vinden trykker på hjelmen.
Vi opfordrer hermed alle, der kunne have interesse i at køre Formel Ford, eller bare høre lidt mere om mulighederne, om det er rookies, eller folk der tidligere har køre andet race, og har øjnet chancen for at gå et skridt videre med deres racing karriere, til at kontakte vores klasserepræsentant Alex Frederichsen (Kontaktdata findes andetsteds på siden).