Nicolai Sylvest, Jægerspris, var en af de kørere fra den danske Formel Ford-serie, som var til start ved de internationale løb på Spa-Francorchamps og Zandvoort, der blev kørt først på måneden. Det blev noget af en blandet oplevelse for den DM-førende, som på sin første løbsomgang på den belgiske Grand Prix-bane blev involveret i et sammenstød.
”Kort tid efter starten ramte to forankørende hinanden på den del af banen, hvor farten er over 200 km/t,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Den ene bil stod på tværs midt på banen, men jeg fik korrigeret så meget, at jeg – i gåseøjne – kun fik ramt bilens bagende. Jeg var uskadt, men alligevel blev alt på den ene side af min bil rykket af, det vil sige køler, sidekasse og hjulophæng.”
Bilen blev repareret, så han kunne være med i de to efterfølgende løb, ligesom Nicolai Sylvest også var med i løbene på Zandvoort, hvor han i det sidste fik en pokal med sig hjem.
”Jeg skulle starte som sekser og efter en god start var jeg oppe som femmer,” fortæller Nicolai Sylvest i en pressemeddelelse. ”Da der manglede fire omgange, overhalede jeg køreren foran, men så begyndte de sorte skyer at give regn. Alligevel kom jeg forbi endnu en kører.”
Foto: Sylvest Motorsport.