Onsdag aften blev tredje udgave af Dansk Motorsport Award afholdt i Cirkusbygningen i København, og her blev Lasse Sørensen, Svenstrup, som tidligere nævnt kåret som årets DASU-talent indenfor asfaltbanesporten.
Men nordjyden var ikke den eneste kører med Formel Ford-rødder, der kom på scenen for at modtage en hædersbevisning. Det gjorde Kevin Magnussen, Roskilde, også.
Den nye McLaren Formel 1-kører måtte nemlig hele to gange på scenen. Første gang for at modtage Colding-prisen, der gives til en kører med baggrund i kartingsporten, som har gjort sig bemærket i sporten. Anden gang var han på scenen for at modtage den ældste pokal, nemlig Höltzer-prisen, der første gang blev uddelt i 1913. Kevin Magnussen blev den hidtil yngste modtager af prisen.