Efter to afdelinger af det danske mesterskab på de hjemlige baner Padborg Park og Ring Djursland sætter de danske Formel Ford-kørere i den kommende weekend for første gang kursen mod udlandet for at køre løb der. Løbet er et af mest klassiske svenske, nemlig Velodromloppet, som køres på Karlskoga Motorstadion, og dette giver i sig selv en udfordring for kørerne.
Gelleråsen, som banen også kaldes, er nemlig helt nyt område for hele det danske Formel Ford-felt, men det er ikke den eneste udfordring, som kørerne kommer til at møde. Der bliver også markant ikke-dansk modstand.
Veledromloppet er nemlig afgørende for North European Zone-mesterskabet for Formel Ford, hvilket har resulteret i samlet felt på hele 25 kørere fra Sverige, Finland, Tyskland og Danmark. Her er flere stærke navne med, bl.a. den dobbelte mester Jesper K. Egebart, Børkop, der tager sig et enkelt løb i klassen, og så Antti Buri, Finland. Finnen kommer med tre sejre fra det britiske mesterskab på Rockingham i baglommen, og han vil sikkert blive en hård nød at knække for de danske kørere.
Fotograf: Henning Smed.