Kalenderen for årets danske Formel Ford-mesterskab tæller baner, som er kendte for alle de kørere, som har været aktive i klassen i de seneste år. Foruden de tre permanente danske baner – FDM Jyllandsringen, Padborg Park og Ring Djursland – drejer det sig om Sturup Raceway, som klassen også har besøgt op til flere gange i de senere år.
Men der er også en nyhed. Anderstorp, der er anden afdeling af årets mesterskab. Eller er det en nyhed?
Ja, måske for kørerne i feltet, men ikke for det danske Formel Ford-mesterskab, for flere gange tidligere har det danske felt kæmpet om point på den eneste bane i Norden, som har været vært for et VM-løb i Formel 1.
I firserne blevet banen således brugt et par gange til danske mesterskabsløb. Første gang i 1983 og tre år senere igen. Blandt deltagerne dengang var Hans-Jørn Søgård Andersen, Silkeborg, som i dag er kasserer i kørerforeningen.
Fotograf: Morten Alstrup.