For Jacob Nørtoft var optakten til den seneste afdeling af Formel Ford-mesterskabet langt fra ideel. Vestsjællænderen ankom nemlig til FDM Jyllandsringen med en kraftig forkølelse i kroppen.
“Jeg har kun sovet et par timer i nat, og jeg har taget alle de piller, jeg overhovedet må – så jeg har haft bedre dage at køre løb på,” indrømmede Jacob Nørtoft inden løbene.
Køreren fra Fluid Motorsport formåede at køre to andenpladser hjem, hvor han specielt i det andet løb måtte kæmpe hårdt med combackkøreren Steffen Møller, Århus.
“Det gjaldt mere eller mindre om at holde Steffen Møller bag mig og skabe lidt luft, og så ellers køre den hjem,” siger Jacob Nørtoft. “Efter få omgange var det som om, jeg løb tør for kræfter, men det lykkedes at holde fokus og få bilen i mål.”
Fotograf: Henning Smed.