
Træningen var en kamp for at finde fart i bilen, og det kneb lidt med det. Men efter et planlagt pitsop midtvejs, var det som om der kom mere styr på det, og tiderne fandt et normalt leje. Tidtagningen viste at det faktisk var et fint setup. Eneste ulempe var, at de andre teams også havde fundet et godt setup, så selvom teamet forsøgte at justere setuppet midt i tidtagningen, så måtte Niels Ejnar se sig henvist til næstsidste startplacering. Det var ikke som han ønskede eller håbede, men Niels Ejnar giver som sagt aldrig op. Så han forholdt sig roligt, forberedte sig som han plejer og gav pokker i tidtagningen.
Og når først et heat går igang, så ved man at schweizeruret starter. Og denne gang var ikke nogen undtagelse. Kun første omgang ud af de 16 kørte, lå ikke indenfor 8/10 sekund. Men stabilitet gør det desværre ikke alene. Så Niels Ejnar måtte tage til takke med P7. Men egentlig var han også fint tilfreds med det. Bilen kørte supergodt, nydelsen var stor.
Heat 2 lignede længe en lille optur. På første omgang fik Niels Ejnar foræret en placering og længe lå han således på P6. Men på allersidste omgang lykkedes det alligevel Christian Rasmussen at smutte forbi ham. Så han endte på samme placering som i heat 1. Det gjorde ikke smilet mindre hos den sindige jyske landmand. Han har forlængst erkendt at han ikke skal kæmpe med om mesterskabet. Men han vil altså stadig gerne drille de unge, så snart han kan se sit snit til det.
Måske det sker igen i sidste afdeling på Padborg Park i weekenden…?


