Ved den forrige mesterskabsafdeling på Ring Djursland kunne Frederik Schandorff, Rønde, krydse målstregen først to gange. Men den anden af de to vinderpokaler har han i første omgang måttet aflevere igen efter at have modtaget 20 sekunders straf for at have været skyldig i den episode, der endte med, at Joakim Darbom, Sverige, kørte af banen.
”Vi har appelleret afgørelsen, fordi vi er dybt uenige i den,” siger Frederik Schandorff i en pressemeddelelse.
”Jeg lå som etter og han som toer, da vi kørte ned gennem skoven, og så kørte han op bag i mig, så han selv røg af, og så mit ene hjulophæng blev bukket. Jeg kørte min helt normale linje, så der var ikke noget at komme efter. Det var hans egen skyld, at han røg af.”
Kampen mellem Joakim Darbom og Frederik Schandorff i det tredje heat var meget intens, men det var ikke det løb, som køreren i den sorte og gule Mygale syntes var bedst.
”Selv om det tredje løb måske var det mest spændende for publikum, så var det andet heat det bedste for mig, for der var der ikke nogen bagved, for jeg var kørt fra alle de andre,” siger Frederik Schandorff.