Mathias Storbank, Give, har i år deltaget med en ældre Van Diemen, hvor han har lagt sig i front for Zetec Cuppen, men til GP Danmark kommer han til at blive endnu hurtigere. Han stiller nemlig til start i en australskbygget Spectrum-racer, der ligesom de øvrige topbiler i feltet er udstyret med den hurtigere og lettere Duratec-motor.
”Jeg blev kontaktet af Bjarne Rasmussen fra Copytec Racing, som spurgte, om jeg havde lyst til at prøve den,” siger Mathias Storbank. ”Det giver mig mulighed for at prøve en Duratec-bil inden næste år, så jeg ikke skal gøre det fra start næste år og måske ødelægge en hel sæson.”
”Jeg forventer, at den kan køre hurtigere end min gamle bil, men det er ikke sikkert, at det kommer første gang. Det kan være, at den kører meget anderledes. Jeg har ikke prøvet en Duratec-bil før, og dem, som har prøvet det, siger, at den ikke kører som en Zetec-bil. Nu må vi se.”