Forrest i feltet er der atter lagt op til en tæt kamp om sejrene i de to løb, der skal køres ved Formel Ford-klassens eneste besøg på FDM Jyllandsringen i denne sæson.
Det kan godt være, at det er mere end to måneder siden, at der sidst er blevet kæmpet om point til mesterskabet, men flere kørere har holdt formen ved lige i sommerperioden. Frank Mortensen, Helsinge, Niels-Ejnar Rytter, Trustrup, og Jesper K. Egebart, Børkop, har således deltaget i løb i Euro Cuppen, mens Michele Gatting, Rungsted, har været en tur tilbage i kartingsporten, hvor hun blev nummer 20 i Europamesterskabet i KF2-klassen.
Lørdagens løb på FDM Jyllandsringen udgør midtvejspunktet i en sæson, der tæller syv løbsweekender og 16 løb. I toppen af tabellen har Jesper K. Egebart fået et ganske komfortabelt forspring, og det er altså nu, at kørere som Jacob Nørtoft, Vemmelev, og Elliot Winther, Roskilde, skal sætte ind, hvis det skal forhindre den forsvarende Danmarksmester i at tage sin anden titel i træk.