Det er ikke kun kampen om sølvet og bronze i det generelle Formel Ford-mesterskab, der stadig er åbenhed om. Det samme gør sig gældende for Zetec Cuppen.
Zetec Cuppen blev ved sæsonstarten indført for at gøre det muligt for deltagere at starte med Formel Ford-racere, der var udstyret med de ældre og knapt så konkurrencedygtige Zetec-motorer, og det har fået mange nye kørere ud af busken. Syv af sæsonens i alt otte debutanter har nemlig deltaget i de billigere Zetec-biler, og blandt dem er kampen om den samlede sejr om noget endnu tættere.
Blot to point adskiller den aktuelle etter og toer fra hinanden i Zetec Cuppen. Mikkel Byrialsen, Århus, har 268 point og Morten Dons, Struer, 266 point, og også i Zetec Cuppen er der 50 point på højkant. Mikkel Byrialsen fører måske, men Morten Dons har faktisk været en kende bedre.
I ti af de 15 kørte løb er det nemlig ham, der har krydset målstregen først blandt kørerne i Zetec Cuppen, mens Mikkel Byrialsen har gjort det fire gange. Til gengæld har Mikkel Byrialsen en klar styrke i sin evne til at gennemføre, idet det kun er en gang i denne sæson, hvor han ikke er kommet på scoringstavlen!
Fotograf: Henning Smed.