Normalt er det i paddock-områderne på landets racerbaner, at man kan møde de danske Formel Ford-teams, men her udenfor sæsonen bliver der også mulighed for at stifte bekendtskab med i hvert fald et af teamene – og de endda under langt mindre hektiske forhold end på banerne.
I december afholder Auto Tech Racing nemlig et åbent hus-arrangement, hvor man inviterer alle interesserede indenfor i sine lokaler i det sydlige Århus. Her kan man dels tage et kik på de Aquila-racere, som teamet benytter sig af, dels også besigtige udstyret. Men der vil også være mulighed for at få en snak med flere af de studerende, som indgår i Auto Tech Racing.
Åbent hus-arrangementet foregår onsdag den 5. december i tidsrummet 16.00-20.00 på adressen Aarhus Tech, Center for Autoteknologi, Hasselager Allé 2, 8260 Viby J. Auto Tech Racing er vært for en kop kaffe eller en sodavand, men man byder også gerne på en sandwich til dem, som tilmelder sig på forhånd til lassejo@zoho.com.
Foto: Henning Smed.