Feltet i Formel Ford har fået en ny deltager. Det er Cato Poulsen, Rungsted, som i år tager springet fra KF Junior-klassen i karting til Formel Ford, hvor han skal køre for det nye team, Image Racing, som vil være aktiv i såvel Formel Ford som i Danish Supertourisme Turbo, hvor man indsætter Michel Nykjær, Næstved, og den tidligere Formel Ford-kører Mikkel Mac, Nykøbing Falster.
”Det er fedt at vi med 2 så gode navne kan starte vores nye team i Supertourisme, samtidigt med at vi forsætter i Formel Ford. Det er helt sikkert at de unge Formel Ford kørere absolut får noget at se op til i den anden ende af teamteltet. Jeg glæder mig vildt til at komme i gang”, siger Alex Stubberup Frederichsen, der er manden bag Image Racing.