Som tidligere omtalt har det australske firma Borland præsenteret en videreudvikling af den Spectrum-racer, som man sidste år kunne opleve i den danske Formel Ford-serie. Den var første gang i aktion i den australske Grand Prix i Melbourne, og den har siden fortsat de gode takter på Symmons Plains-banen.
Det blev en fremragende weekend for Spectrum konstruktøren da anden afdeling af det australske Formel Ford mesterskab blev afviklet på den tasmanske Symmons Plains bane.
Den nye 014-racer viste sig at være blandt de hurtigste på banen, og det så længe ud til, at Shae Davis, Australien, skulle tage pole position, men han måtte til sidst lade sig passere af Mygale-køreren Garry Jacobson, Australien.
Køreren i den franske bil tog sejren i de to første af de tre løb, der blev kørt, men i det tredje kunne Shae Davis endelig komme frem i front, hvor han førte en 1-2-3-sejr an for Spectrum med Mathew Hart og Liam Sager, begge Australien, på de næste pladser.