Det var ikke kun fordelingen af guld- og sølvmedaljerne, der blev kæmpet om ved det afsluttende løb på Padborg Park. Der var også et opgør om bronzemedaljen. Her stod kampen mellem Joakim Darbom, Sverige, og Frederik Schandorff, Rønde, og det endte med, at køreren i den sorte og gule Mygale tog den sammenlagte tredjeplads.
Det skete efter en taktisk indsats i det tredje og sidste løb på Padborg Park.
”Jeg kæmpede med svenskeren Joakim Darbom om bronzen, men i stedet for at satse og måske tage en løbssejr mere valgte jeg at køre på det sikre, så bronzemedaljen kom i hus,” siger Frederik Schandorff.
”Joakim Darbom lå nemlig i front for det sidste løb, og hvis jeg endte med at køre af banen eller udgå, så ville han i stedet tage bronzen. Derfor kørte jeg på det sikre, holdt mig på tredjepladsen, og da jeg på et tidspunkt blev presset af Mathias Smith bag mig, havde jeg overskud til at give gas og få luft til ham igen.”
Med tredjepladsen blev Frederik Schandorff den bedste placerede debutant i kampen om årets Formel Ford-mesterskab, og han opnåede også sit personlige mål.
”Før sæsonen startede var jeg blevet bedt om at sætte mig et personligt mål. Det mål var, at jeg i min første Formel Ford-sæson skulle blive nummer tre i DM, og det mål nåede jeg,” siger Mygale-køreren. ”Jeg nåede at komme på podiet ved hver eneste af de afdelinger, vi har kørt, og så vandt jeg også flere løb, så jeg er fuldt ud tilfreds med min sæson.”
Foto: CF Racing.