Michelle Gatting, Rungsted, vandt det sidste af de tre Formel Ford-løb på Sturup Raceway, og hun blev dermed den første kvinde i ti år, der har vundet et løb tællende til det danske Formel Ford-mesterskab.
”Jeg lavede lidt for meget hjulspin i starten, og så kom alle indenom og udenom. Frank Mortensen røg hen over mit fordæk, så jeg troede, at jeg havde bøjet en styrestang,” forklarer Michelle Gatting.
”Der var safety car på banen, og da den var væk, kunne jeg godt se, at jeg hentede ind på Jesper omgang efter omgang. Til sidst var jeg helt oppe ved ham, og så kunne han se, at jeg var meget hurtigere, og så var der ikke noget med at prøve at lukke. Det var bare en helt almindelig overhaling, og så trak jeg fra ham. Den sejr er noget, jeg har ventet på længe, så nu må jeg prøve at gøre det samme på Padborg.”