To førstepladser ud af tre mulige. Det må siges at være en succes der kan mærkes. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Frederiks ambitioner til sin første sæson i Formel Ford var høje. Men som bekendt kommer resultaterne ikke ud af ambitioner. De kommer af hårdt og målrettet arbejde. Og de kommer af kvalitetsarbejde. Og det er Frederik garant for. Han har arbejdet efter en klar målsætning og med fokus på at tingene skal bygges rigtigt op fra bunden. Og nu begynder det at give pote.
Lørdagens træning og tidtagning blev kørt i omskifteligt vejr. Og mens træningen ikke gav Frederik en rigtig hurtig tid, så var tidtagningen en anden sag. På næstsidste omgang satte han en omgang der kun var 15/100 sekund efter den førende, Casper Pilgaard. Og da han følte at han på sidste omgang virkelig havde fart på, pressede han alt hvad han kunne. Det betød desværre at han i det sidste sving inden målstregen, lavede en kørerfejl i indbremsningen. Og vupti, så blev den hurtige tid skiftet ud med en tur igennem sandet. Det gav ekstra arbejde til teamet, der kun havde godt to timer til at reparere bilen.
Men missionen lykkedes, og bilen blev klar til at starte fra P2 på gridden. Og P2 skulle vise sig ikke at være den værste plads. For mens inderbanen, hvor P1,P3 og P5 holdt, var våd, så var der næsten tørt på yderbanen. Det betød en perfekt start til Frederik, der stak frem og snuppede føringen i første sving. Derfra så han sig ikke tilbage. Og selvom Casper Pilgaard midt i løbet trak ind på ham, så holdt Frederik en god afstand til ham. Sæsonens første sejr var i hus, og det var en yderst tilfreds pilot der parkerede bilen i pitlane, efter veludført arbejde.
Heat 2 blev en gentagelse af heat 1, med den undtagelse at Frederik nu holdt i inderbanen. Men i mellemtiden var banen tørret op, og han havde ingen problemer med at nå svinget først. Med ham kom Christian Rasmussen, Daniel Lundgaard og Casper Pilgaard. Men da de to sidstnævnte havde kontakt i sving 2, betød det exit til Daniel Lundgaard. Det betød reelt set, at det kun var Christian og Frederik der skulle kæmpe. Og hvilken kamp! Det krævede alle Frederiks defensive evner, at holde Christian bag sig. Men det lykkedes, og weekendens anden sejr var i hus.
Heat 3 blev en til glemmebogen. Frederik kom dog fint ud af starthullerne, men måtte se sig overhalet af først Christian Rasmussen, og senere Daniel Lundgaard. Men kort før det ternede flag, flækkede Frederiks fælg på det ene baghjul, og løbet var slut. Men en weekend med 2 x P1 er yderst tilfredsstillende, og Frederik glæder sig til Jyllandsringen om 14 dage.
Det gør vi andre også!