Sidste år var det Morten Dons, Struer, der kørte i DP Engineerings Vector i Zetec-kategorien i Formel Ford. I år er bilen blevet overtaget af et andet bysbarn – Mikkel Overgaard Pedersen – og han fik på Padborg Park sin debut med bilen.
”På trods af kun en enkelt testdag i regnvejr og løb i tørvejr formåede Mikkel at køre en fornem førsteplads i hus i sit allerførste løb. Samtidigt kørte Mikkel også løbets hurtigste omgangstid af Zetec-kørerne, og blandede sig endda blandt nogle af Duratec kørerne,” fortæller Morten Dons.
”I løb 2 kom Mikkel O. over målstregen på en flot andenplads efter at have ligget i trafik. Hans omgangstider faldt for hver omgang, så det så rigtigt lovende ud for løb 3. Desværre var heldet ikke på Mikkels side i det sidste løb, da et mekanisk problem gjorde, at raceren ikke ville tage gassen ordenligt. Mikkel måtte derfor desværre udgå af løbet.”
Morten Dons selv har til denne sæson overtaget den Van Diemen RF06, som tidligere blev kørt af Thomas Lund, Rødvore. Med den bil blev det til en fjerde- og to syvendepladser.
Fotograf: Henning Smed.