Formel Ford er på mange måder en krævende klasse. Dels er det nogle af Danmarks bedste chauffører, der sidder bag rattet af racerbilerne. Dels er racerbilerne kendetegnet ved at have fritliggende hjul.
Netop på den baggrund er det overraskende, at årets benjamin – Christian Schandorff, Rønde – har gennemført alle 15 løb, der er blevet afviklet i forårssæsonen.
Men junioren fra CF Racing havde dog visse udfordringer ved Formel Ford-klassens seneste visit på Padborg Park.
”Til at starte med kneb det for mig at få fart i bilen og ikke mindst varme i dækkene,” siger Christian Schandorff. ”Mine mekanikere valgte derfor at sende mig ud til det første løb med et højere dæktryk end normalt. Det gik også godt til at starte med, hvor jeg var fremme som femmer, men så blev dækkene alligevel for varme, og jeg faldt tilbage i feltet.”
Bremsepunkterne var et andet fokusområde for køreren i den sorte og gule Mygale.
”Jeg bremsede generelt for tidligt, så der var flere, som smuttede indenom, og det irriterede mig, men i det sidste løb begyndte det at fungere for mig,” fortæller Christian Schandorff. ”Her var dette nemlig mig, der lavede en rigtig god overhaling, hvorfor jeg kunne tage en af mine konkurrenter udenom for enden af langsiden – noget, der ellers er meget svært på Padborg Park.”