
Til sidste afdeling var forventningerne høje. Teamet havde haft testdag sammen med flere af kørerne i feltet, og her havde de kørt lige op med de 3-4 forreste i feltet. Omstændighederne gjorde dog at weekenden ikke blev den succes de havde håbet på. Tidtagningen gik ikke ret godt. Man havde satset på slicks, men da det blev tydeligt at der ikke blev helt tørt nok til slicks, kørte Jesper i pit. Men teamet havde sørme lige glemt at få regnvejrsdækkene med til pitlane. SÅ Jesper endte med at lede efter et tørt spor, på kolde og våde dæk. Det gav en meget skuffende P7.
Heat 1 var heller ikke den store succes. Jesper fik en skidt start og røg 2 pladser tilbage. Så der var lang vej hjem. Men farten havde han trods alt fundet, og nu var han i momenter faktisk hurtigere end de forankørende. Men hullet derop var simpelthen for stort. Han fik dog hentet en enkelt placering og endte som P8.
I heat 2 var der anderledes godt gang i den. Starten var ikke optimal, men alligevel fik Jesper kørt et flot heat, og sluttede som P5. De nu ret slidte dæk var skyld i at man manglede farten. Men sådan er det, når man kører på et lowbudget setup.
Endelig var heat 3 en kulmination på en svær men lærerig og hyggelig sæson. Man manglede greb på de nedslidte dæk, og droppede ned som P9, men fik alligevel, ved hårdt arbejde, kæmpet sig op til en mulig overhaling af Niels Ejnar Rytter. Og missionen lykkedes, så lidt af æren blev hevet hjem.
Herfra skal lyde en kraftig opfordring til alle om at hjælpe med at redde Bertha fra druknedøden – Save Bertha now!


