Helt som forventet og håbet blev weekenden i Norge et bevis på at stabiliteten er på plads. Efter de første træninger, hvor fokus var på at få farten og finde linier, var Mads faktisk en af de mest stabile set over hele weekenden. Tiderne lå konstant og rytmen var god. Og vigtigst af alt, så var der ingen afkørsler.
Banen i Norge kunne kendetegnes som Ring Djursland i anden potens. Den lange baglangside endte ud i det berygtede sving “Angsten”, hvor topfarten var ca 210-215 km/t. Og her skal man have nosser, for at bremse sent nok til at kunne tage fart nok med ind i svinget. Og Mads følte sig faktisk hurtigt dus med svinget. De 4 træninger blev brugt godt, og humøret var højt i teamteltet. Til tidtagningen satte Mads den røde racer med nr 47 ind som P7, men med kun 1,4 sek til P4. Godkendt resultat, trods alt.
I det første heat var Mads hurtigt ude af starthullerne, og i de første 3 omgange af heatet lå han blandt de hurtigste. Men som heatet skred frem fladt tempoet. Hovedsageligt fordi Mads fik hentet Michael Christiansen og længe lå og kæmpede om P6. Men han fik aldrig gjort arbejdet helt færdigt, og måtte acceptere at slutte som han startede – P7.
I anden heat om søndagen, var Mads klar på at komme længere frem i feltet. Men det endte anderledes. Han havde egentlig fin fart i raceren, men blev fanget i trafik, og blev overhalet af tre konkurrenter, så han endte som P10. På ingen måde tilfredsstillende, men det var dog status. Teamet har nu noget at snakke om, forud for resten af sæsonen. Mere fart vil sikkert være en del af snakken. Vi krydser fingre for at Mads finder farten..!