På banen, der delvis ejes af selveste Michael Schumacher, skulle Niels-Ejnar forsøge at hente lidt flere point end på afdelingen forinden på Ring Djursland. Men det gik dog ikke helt som ventet. En defekt i første heat satte Niels-Ejnar ud af spillet. Inden da, havde han dog deltaget i alle 4 træninger om fredagen, og her fik han stille og roligt forbedret tiderne, således at han sluttede træningen af med helt acceptable tider.
Tidtagningen forløb også rigtig fint, og han endte på en P8. Men afstanden til de forankørende var til at overse, og et er tidtagning, noget andet er race. Så Niels-Ejnar var helt rolig. Han satsede på at tage sig kærligt af et par af de unge knøse foran ham. Men han måtte dog strække våben. Kort efter start knækkede den fjeder der skulle regulere gasspjældet. Så i stedet for at reagere på gaspedalen åbnede den sig bare helt, og det kan trods alt være ret skræmmende, ned af langsiden. Niels-Ejnar forsøgte at køre lidt på koblingen, men spjældet åbnede bare mere og mere, og til sidst valgte han bare at slukke bilen og parkere den udenfor banen. Et trist exit. Men når man er landmand er man vant til at ordne ting med få midler, så Niels-Ejnar gik ikke i panik. Han gik i gemmerne i lastbilen, og fandt de nødvendige dele, og fik bilen klar til søndagens heat.
Søndagen blev den optur han havde håbet på. Han fik sat hurtigere tider end tidligere og endte med at køre over stregen som P7. Det var trods alt tilfredsstillende. Nu holder han så sommerferie, og lader de unge løver om at tage turen til Spa i Belgien. Han glæder sig til næste afdeling på dansk grund. Det er på yndlingsbanen Ring Djursland, og her håber han at kunne være rigtig hurtig.