Mens det blev afgjort, at Jesper K. Egebart, Børkop, også i 2011 kan kalde sig årets danske Formel Ford-mester, så er det først ved finalen om to uger på Padborg Park, at sølvet og bronzen bliver fordelt.
Med sin sejr på Sturup Raceway lykkedes det nemlig Michelle Gatting, Rungsted, at passere Elliot Winther, Roskilde, så hun nu indtager tredjepladsen. Både Michelle Gatting og Elliot Winther har endda en mulighed for at tage sølvet. Det kræver dog, at de vinder årets to afsluttende løb, og Jacob Nørtoft, Vemmelev, bliver ramt af sort uheld.
Løbene på Sturup Raceway var kendetegnet af flere dramatiske episoder og det faktum, at flere af topkørerne lavede dårlige starter. I det første løb var det Jesper K. Egebart og Michelle Gatting, der gjorde det, hvorfor Milton Lundström kunne lægge ud med et gigantforspring. Dette fik Jesper K. Egebart kørt ind, så han kunne passere Milton Lundström, men senere byttede de pladser igen, så svenskeren kunne vinde. I andet løb var det så Milton Lundströms tur til at misse starten, men her lykkedes det ham kun at køre sig tilbage igen på andenpladsen.