Blandt kørerne i Zetec Cuppen er der også lagt op til et spændende opgør i det sydsvenske.
Mathias Storbank, Give, og Sander Wichmann Mortensen, Valby, ligger meget tæt i toppen af tabellen med to løbssejre hver, men de kan sikkert ikke regne med, at de alene skal kæmpe om at blive bedste deltager i en bil med de ældre og tungere motorer.
Alexander Jönsson, Sverige, er nemlig atter med i feltet på Sturup Raceway, og svenskeren viste netop ved løbet på Anderstorp, at han i sin Vector-racer er meget hurtig. Dengang var han blot en overhaling fra at score maksimumpoint, så danskerne skal stå tidligt op, hvis de vil have klassesejren.
Løbsweekenden på Sturup Raceway kommer i øvrigt til at byde på en nyhed ved en afdeling af det danske mesterskab. Efter den ordinære tidtagning vil der således blive afviklet en super pole-konkurrence, hvor deltagerne startende med den langsomste deltager først bliver sendt på banen én ad gangen for at køre én omgang, og hvor tiden fra denne omgang bestemmer startopstillingen til det sidste løb.
Fotograf: Henning Smed.