Lasse Sørensen, Svenstrup, ikke bare forsvarede sin føring i det danske mesterskab i Formel Ford, da serien for anden løbsweekend i træk gæstede en svensk bane. Den unge nordjyde fik også udbygget sit forspring i toppen af tabellen efter løbene på Sturup Raceway.
Men det var ikke køreren i RS Competitions hvide Aquila, som flest gange kom først over målstregen på banen tæt ved Malmø. Det gjorde i stedet hjemmebanefavoritten Joakim Darbom, Sverige.
Den unge svensker havde styr på tingene i sin røde Van Diemen.
Han lå således i front af det første af weekendens tre løb, indtil han kom en anelse udenfor banekanten, beskadigede en del af sit hjulophæng og måtte udgå. Men i de to resterende løb var Joakim Darbom i en klasse for sig, da han i løb 2 udnyttede sin pole position perfekt til at gå i front og køre en sejr hjem. Det gjorde han også i det tredje og sidste løb. Her blev hans løb godt nok indledt fra en startposition som nummer fire, men der gik ikke lang tid, inden den unge svensker var i front. Og tog sæsonens tredje sejr og rykkede op på andenpladsen i tabellen.
Men Joakim Darbom var ikke den eneste topkører, som havde sine udfordringer på Sturup Raceway. Det havde flere af hans konkurrenter også.
Fredrik Schandorff, Rønde, kæmpede således med en racerbil, som flere gange løb tør for strøm. Men den unge djurslænding kunne alligevel scorede to tredjepladser. Michael Markussen, Kolding, havde også sine udforinger. Selv om han fik to andenpladser med sig hjem, måtte han også notere sig for en nulscore, da speederkablet knækkede midt under det andet af de to løb, som blev kørt på Sturup Raceway. Lasse Sørensen havde ligeledes store problemer med sin bil i det sidste løb, hvor han endte på femtepladsen.
Blandt Zetec Cup-kørerne var det Sander Wichmann Mortensen, Valby, som havde den bedste weekend. To sejre og en andenplads blev det til for ham, men fra start af var køreren i den sorte Van Diemen ikke hurtigst. Det var Lasse Jakobi Ougaard, Odder.
Køreren fra AutoTech-teamet gjorde det bedst i første løb, men da netop dette løb var overstået viste det sig, at motoren i hans Aquila ikke kunne klare mere. AutoTech-teamet kæmpede for at få installeret reservemotoren i bilen, men det tætte program gjorde, at dette ikke var muligt. Sander Mortensen kunne derfor notere yderligere et par maksimumscorer foran Mathias Storbank, Give.