Den store triumfator ved årets løbsweekend på Kinnekulle Ring blev Jan Jønck, Skødstrup, der scorede to sejre ud af tre mulige i sit første møde med den svenske racerbane.
”Jeg synes, det er en rigtig fed og spændende bane, og jeg er super glad for at kunne tage herfra med en masse gode point på kontoen,” siger køreren fra RS Competition. ”Der var ingen i feltet, der kendte denne bane i forvejen, så vi var alle sammen helt lige, da vi mødte op til de første træninger, og under de betingelser er det da rigtig fedt at få vist, at man er den hurtigste.”
”Gutterne fra RS Competition har lagt rigtig mange timer i at optimere en masse ting på raceren, og den kørte bedre end hidtil i sæsonen, og alt i alt peger tingene i en rigtig god retning i øjeblikket.”
At det ikke blev til podieplaceringer i alle tre løb for Jan Jønck hang sammen med en afkørsel, der blev udløst af en del sand, som var kommet på banen efter en episode, som udløste en safety car-periode. Med sandet på dækkene kunne han ikke bremse tilstrækkeligt.
”Det er smadder ærgerligt, men det var min egen skyld,” sagde Jan Jønck. ”Det er sådan noget, der sker af og til, og det må jeg bare lære af.”
Foto: janjonck.dk.