Deltagelse i den tyske VW Scirocco Cup gjorde, at Frederik Schandorff, Rønde, blot var med i de to sidste af de tre løb, der blev kørt på Padborg Park. Alligevel var den mesterskabsførende kører meget tilfreds med sin søndag i det sønderjyske.
”Selv om jeg skulle starte bagerst i andet heat om søndagen, kunne det ikke være gået meget bedre,” siger han. ”Jeg kørte mig op fra bageste startposition til en andenplads i heatet. Derefter var jeg klar til tredje heat, som jeg vandt. Det var en fantastisk søndag.”
”I det sidste heat havde jeg i starten lagt min ind bag Mathias Smith for at tage andenpladsen rundt i de første sving for så at overhale ham senere i heatet. Men jeg syntes, at han bremsede alt for tidligt, så jeg trak ud og bremsede uden om ham, og så var der ikke mere at komme efter. Jeg havde bremset så meget senere end ham, at jeg kunne gå ind foran ham, så han ikke kunne nå at overhale igen.”
Foto: CF Racing.