
Line har tænkt sig at gøre op med billedet af den pæne pige, der syr stramaj og drikker urtethe. Og det er kun hende selv der kan gøre noget ved det. Og hun ved det godt. En del af planen har været at få hjælp af Michelle Gatting. Dog var deres første testdag en fiasko, der endte brat med en defekt gearkasse, efter 4 omgange. Efterfølgende er det blevet til nogle gode snakke, men der har desværre ikke været tid til mere test. Men det skal ændre sig. Og en ting er sikkert – Line giver ALDRIG op! Hun VIL forfølge sin drøm til enden, og viljen er det der skal drive hende frem.
På Ring Djursland var hun ellers godt tilfreds med sine fremskridt, i forhold til sidste gang. Der var blevet klippet 1-1,5 sekund af tiderne siden sidst. Og det i sig selv var fornuftigt nok. Tidtagningen var dog ikke særligt opløftende, men forventet. Det våde vejr er ikke Lines favorit. Heat 1 gik egentlig okay. Tiderne var kun 3 sekunder fra vinderen. Og selvom det betød en placering som P7, den bagerste af de der gennemførte, så var der gode ting at tage med. Dels at hun gennemførte, og ikke kørte af. Og så var det tydeligt at tiderne blev bedre for hver omgang.
Heat 2 var på mange måder en gentagelse af heat 1. Tiderne blev bedre og bedre for hver omgang. Løbet blev kørt fra bagerste placering. Her kunne hun se den førende Daniel Lundgaard ryge af på første omgang. Ikke et normalt syn. Men Line holdt igen bilen på asfalten hele løbet igennem.
Det sidste heat var på mange måder, det bedste heat. For dels gav det en placering som P6, men det viste også meget stabile tider, og hurtigste tid kom denne gang tidligt i løbet. Det er værd at bygge videre på.
Nu venter Jyllandsringen, og Line er opsat på at prøve grænserne af. Vi krydser fingre for succes!


