
På Ring Djursland fandt Line igen noget tid til konkurrenterne. Træning og tidtagningen lørdag, var rigtig gode forLine. Hun var lidt utryg ved den noget kuperede bane, men det tog kortere tid at vænne sig til end hun havde frygtet. Nervøsiteten fortog sig hurtigt, og Line fandt hurtigt en god rytme. Og det kunne ses i tiderne. Det tog 6 omgange før sommerfuglene i maven var fløjet videre. Og så kom der fart på. Således var der ved tidtagningen kun 5,2 sek. mellem hende og den hurtigste. Og hvis man sammenligner med åbningsløbet i Padborg, hvor afstanden var 8,4, så er der grund til smil. Der er stadig meget at hente endnu, og en stor del af det er hos Line selv. Og når det er på plads, så er det tid til at kigge på detaljerne i bilens setup.
I heat 1 fik Line sig dog en brat opvågning. Hun brød sig ikke meget om det våde vejr, og derfor satsede hun ikke så meget. Da hun så endelig fik troen på at hun kunne styre det, og begyndte at satse mere, endte det i en lidt for sen nedbremsning, og en tur i sandkassen for enden af langsiden. En klar rookiefejl, og det var også tydeligt at se på Line, der slog gevaldigt i rattet, at hun vidste det var hendes egen fejl.
I 2. heat var der til gengæld tørvejr, og det betød at der for alvor kunne sættes fart på. Og hun viste at der er noget at have optimismen i. Hurtigste tid i 2. heat, var kun 4,2 sek efter den bedste. Desværre holdt optimismen ikke i 3. heat, der er et heat Line bare gerne vil glemme. Hun har ingen forklaringer på, hvorfor farten pludselig var væk.
Men optimismen den er helt sikkert ikke væk..!


